Therapy in English? Just reach out

Terapi i København

Psykolog i Sydhavn og Nordvest

Jeg hedder Marcus, og er psykolog uddannet fra Københavns Universitet med efteruddannelse i naturterapi og Internal Family Systems-terapi. Jeg tilbyder både terapi indendørs og ude i den bynære natur.

Jeg ved hvor uoverskueligt det kan være at lede efter en psykolog - jeg har selv været der. Mine r¨åd er at følge din mavefornemmelse, og tage kontakt med det samme. Så mærker du at der sker noget, og du kan hurtigere komme videre.  

Book en gratis forsamtale med mig her. Så snakker vi om hvordan jeg kan hjælpe.


Terapi i klinikken eller naturen?


I klinikken

Nordic Health House (NOR) er et holistisk behandlerhus med hyggelige lokaler og central beliggenhed i Kbh NV. Huset rummer et hyggeligt caféområde, en tagterrasse og et yogastudie - et rart sted at lande både før og efter.

I naturen

Terapihaven på Vestre Kirkegård i Kbh SV er et initiativ fra Københavns Kommune, som giver adgang til terapiforløb i naturen. Naturen kan virke afstressende, fordybe terapien, og være en rar afveksling fra vores normale liv, som i stigende grad leves indendørs.

Ydelser

Alle terapiforløb indledes med en gratis telefonisk forsamtale.

Naturterapi

I naturterapi sidder eller går vi et smukt sted udenfor, og bruger indtrykkene på krop og sanser til at gøre terapien mere nærværende.

Internal Family Systems (IFS)-terapi

IFS er en "oplevelsesbaseret" terapiform, hvor vi sammen går på opdagelse i dit indre, og bliver venner med din indre familie.

IFS-gruppeterapiforløb

IFS-gruppeterapi er et forløb for unge med henvisning fra lægen, som ønsker at dele deres oplevelser og udvikle sig i et trygt fællesskab.

Online-terapi

Sessioner over video er et fint alternativ hvis vi ikke kan mødes fysisk, og fungerer overraskende godt i sig selv.

Nedsat pris

Alle skal have adgang til terapi. Derfor tilbyder jeg nedsat pris til de, der har behov for det. Tag kontakt, så snakker vi om din situation.

Psykedelisk integrationsterapi

Som en del at Center for Psykedelisk Dannelse tilbyder jeg støtte til folk, som har udfordringer efter psykedeliske oplevelser. 

FAQ

Hvordan finder man en god psykolog?

Måske er jeg den første psykolog, du kigger på, eller også har du allerede bladret igennem mange, og føler dig lidt opgivende i projektet. Ikke giv op! Ting er altid sværest lige inden man kommer i gang. Derfor går folk i årevis og danser omkring projektet, eller giver op efter første forsøg. Man kan tænke "Mine problemer er nok ikke alvorlige nok til at jeg behøver terapi. I øvrigt tror jeg ikke rigtig, jeg kan hjælpes."

Alle har problemer - med skam, usikkerhed, mindreværd, ensomhed, angst eller noget andet. De er en helt naturlig del af livet, selvom det stadig er en tabuiseret ting at tale om. Men selvom det måske er sandt, at alle kunne have godt af at gå til psykolog, så er det ikke alle der finder deres vej videre her. Nogle finder den hos ligesindede, venner og familie, i en god bog, på en rejse, et værdifuldt projekt eller en hobby, i værdibaseret arbejde, i spirituelle praksisser, eller selvransagelse. Men hvis du synes, du har udfordringer som fylder for meget i dit liv, som stjæler din tid og energi fra de sjove ting, du hellere ville lave, og de dagdrømme du hellere vil drømme, så er der god chance for at den rette terapi vil kunne hjælpe dig videre.

Sandheden er dog, at man ikke ved hvad den rette terapi kan gøre for én, før man finder den. Og desværre er vores sundhedssystem så ringe indrettet, at det nærmest kræver en lang videregående uddannelse i psykolog, bare for at kunne navigere i det. Alt for ofte står man fuldkommen alene med at skulle finde en terapeut, med ingen forudsætninger for at vide hvordan. Services som Healper, som jeg samarbejder med, forsøger at afhjælpe problemet, men der er desværre også meget, man ikke kan vide på forhånd.

Forskningen viser, at en af de mest afgørende parametre for effektiv terapi er den gode relation - kemi, tiltro, tryghed og godt samarbejde ("alliancen", som det hedder sig). Alt det, man kun ved om er der, når man lærer hinanden at kende. Derfor gør jeg selv meget ud af at vise hvem jeg er her på min side, og tilbyde uforpligtende forsamtaler, så du kan vurdere om vi kunne klikke inden vi påbegynder et forløb. 

Relationer handler dog om begge parter, så det er også vigtigt at du selv prøver at finde din motivation for terapi. Det er grundlæggende det, jeg prøver at hjælpe dig med her. Endeligt handler relationer også om kommunikation, så det er vigtigt at du kommunikerer hvad du har behov for, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Selv synes jeg det er et gult/rødt flag, hvis en psykolog ikke er god til at åbne rum for at snakke om, hvordan samarbejdet går. Jeg gør en dyd ud af at spørge ind til dine tidligere erfaringer og forbehold mod terapi, så det ikke kommer imellem os, og løbende tjekke ind med dig ift. processen, så vi kan hjælpes ad. 


Har jeg det dårligt nok til at gå i terapi?

Jeg er ikke fortaler for, at alle burde gå i terapi. Rigtig mange udfordringer vi har kan og bør løses alle mulige andre steder - i fællesskaber, kærlighed, klassekampe, selvudfoldelse og meningsfulde aktiviteter. Jeg tror dog også der er lidt for mange, der går og lever i en slags ukomfortabel mellemposition, hvor lokummet lige nøjagtig ikke brænder nok til at de søger hjælp, men hvor det heller ikke er rart at være til.

Jeg tror at din tvivl om, hvorvidt du har det dårligt nok til terapi, er svar nok i sig selv, hvis du har midlerne til at prioritere terapi. Men hvis du stadig er ubesluttet, så spørg dig selv hvor meget tid dine udfordringer, tanker og følelser fylder i løbet af en dag eller en uge, og om de gør det svært at gøre de ting, du gerne vil. Jeg indså selv jeg skulle i terapi, da jeg på en aftencykeltur hjem fra arbejde opdagede, at jeg ikke havde lavet andet end at bekymre og ærgre mig hele turen. Jeg forstod pludselig hvor sørgeligt det egentlig var - for det var de fleste cykelturer, der gik sådan... medmindre jeg lukkede af for tankerne med musik eller podcasts. Jeg ville meget hellere have tænkt på den skitur til Norge, jeg skulle på om lidt. Alt andet er livet for kort til.

Livet skal være spændende og sjovt. Man skal have plads i hovedet til at dagdrømme og gruble over filosofiske problemer eller dårlige jokes, energi til at gøre de ting man holder af, overskud til at være til stede med de mennesker, man holder af, og mod til at forfølge sine drømme og passioner. Så nogle gange skal man måske ikke spørge sig selv, om man har det dårligt nok - men om man har det så sjovt og eventyrligt, som man gerne vil have det.


Jeg tror ikke terapi virker ikke på mig.

Du er ikke den eneste, der har haft skuffende oplevelser med terapi - langt fra. Jeg kender alt for mange der har følt sig "psykologiseret" af deres terapeuter, talt ned til, misforstået, sygeliggjort og hverken set eller hørt. Jeg har også selv haft terapeuter, som jeg både følte var inkompetente og slet ikke nysgerrige på mig, men bare var interesserede i at lave en 12-talsanalyse af mig (som jeg sjældent var enig i). Det er spild af tid og penge.

Hvad værre er, så kan det efterlade én med den tro, at terapi slet ikke virker, eller at lige præcis jeg ikke er til at hjælpe. Man opgiver, resignerer, tænker at livet bare er sådan - at man bare er sådan. Desuden er livet jo kun svært i perioder, og når tingene ændrer sig, når eksamensperioden er ovre eller stressen på arbejdet lægger sig, så får man det bedre igen, og glemmer hvor hårdt det var... indtil næste gang.

Jeg har selv brugt alt for meget tid på at gå og overleve med problemer, der faktisk kunne afhjælpes meget hurtigere, så snart jeg gjorde noget aktivt for det - og jeg har fortrudt ikke at gøre noget ved det tidligere. Jeg tror desværre ikke tiden heler alle sår. Ikke hvis de ikke får den rette pleje, og livet bliver ved med at pille i dem. Så dannes der bare arvæv, som nemt går op igen (eller sådan noget, jeg er ikke læge). Tiden er en afgørende ingrediens i heling, men uden den rette gips vokser knogler skævt sammen. Og den rette terapi kan være den gips.

Men terapi er desværre ikke en magisk pille, du sluger for at få det bedre (dem har vi prøvet i stor stil i psykiatrien, og ikke med overvældende succes). Og terapi er heller ikke for alle. Du er måske træt af at høre det, men den, der er klogest på dig, er dig selv. Derfor er det også uhyre vigtigt at du holder fast i dig selv og dine holdninger. Men med det sagt kan der være masser af grunde til, at terapi ikke virker. Måske var din sidste psykolog bare dum. Og måske er det slet ikke en psykolog, du har brug for lige nu, men noget helt andet. Det betyder dog ikke, at du aldrig vil kunne få noget ud af terapi.

At finde den rette terapeut handler først og fremmest om at finde det rette menneske for dig, som du tør betro dig til, og hvis evner du har tiltro til. Det handler om det uhåndgribelige ved en relation, vi ofte bare koger ned til "kemi" eller "match". En vis kvinde har engang sagt, at det at finde en terapeut er som at lede efter cowboybukser: Du må igennem en del før du finder dem, der sidder rigtigt på røven. Og alle bliver trætte af at gå rundt og shoppe. Det er en drænende aktivitet. Men når det handler om dit velvære og livsglæde (og ikke tøj fra slavegjorte børn i Bangladesh), så er det måske indsatsen værd at blive ved med at prøve.

Det er selvfølgelig kun dig, der kan beslutte om du skal i terapi, men det hjælper at blive støttet. Bring dine venner, familie eller bekendte ind i processen - og gerne dem, der har gode erfaringer med terapi. Jeg er også altid åben overfor en uforpligtende snak på telefonen, uden at prøve at sælge dig noget. Og hvis vi du endelig ender med at tage en første terapisession med mig, men ikke føler du fik noget ud af det, og ikke har lyst til at fortsætte efterfølgende, så er sessionen gratis. Jeg har selv spildt penge på at lære nogen at kende i en time for at finde ud af, at jeg ikke kunne bruge det til noget. Det skal du ikke betale for.

Hvorfor koster det så f¤%&#!% meget at gå i terapi?

Ja, det er pisse uretfærdigt at det skal koste så meget at få den rette hjælp. Det kan placere os i den absurde situation, hvor vi skal prioritere mellem at have råd til at gøre noget ved vores depression, få mad på bordet, eller tage ud og være sammen med vores venner og familie. Tænk hvis vi skulle lave samme prioritering med en brækket fod. Og paradoksalt nok bliver det også sværere at fokusere på at arbejde med vores indre, når vores ydre omstændigheder er pressede - som de jo kan blive af at lægge penge i terapi.

Det skulle aldrig være et spørgsmål hvorvidt vi burde prioritere vores mentale helbred. Det ligger til grund for alt andet, vi foretager os i tilværelsen. Men desværre er emnet slet ikke prioriteret nok i sundhedspolitikken endnu. 

Hvis du er i en situation, hvor du ikke har så mange penge til terapi, så tilbyder jeg nedsat pris for lavindkomstgrupper, ligesom mange andre terapeuter. Bare tag kontakt - så snakker vi om det. Der findes også en del gratis tilbud derude, som Ungterapi har lavet en fin liste over. Læs den her. 

Nej seriøst, hvorfor er det så dyrt?

Fair spørgsmål.

Jeg kan ikke tale for andre psykologer, men bag min pris ligger både forberedelse, journalisering og anden administration, udgifter til klinik, videreuddannelse, supervision, egen-terapi, oplæsning på specifikke udfordringer, og en masse andet, jeg gør, for at kunne tilbyde terapi med så høj kvalitet som muligt. Her laver jeg også en vurdering af, hvor mange klienter jeg kan have på én gang, uden at have så travlt, at det går ud over kvaliteten. Det er ofte et problem i offentlige behandlingstilbud, hvor de, der er ansat til at tage sig af andre, selv bliver stressede og omsorgstrætte i hobetal.

Prisen skal altså ikke forstås som prisen for de 60 minutters samtale alene, men som en afspejling af helheden af det arbejde, der ligger bag. Forhåbentlig vil du også opleve, at værdien af den ene time afspejler en større helhed - alt det hjemmearbejde, der ligger mellem terapisessionerne for både mig og dig, at jeg følger dig over en længere periode, og at du altid kan komme til mig hvis du har behov for det.

Mange oplever, at der er en værdi i sig selv i at vide, at man nu endelig er i terapi, og arbejder mod at forbedre sine omstændigheder - og at man ikke er alene om det. Det kan give en generelt øget sindsro og følelse af retning mod noget bedre, også selvom man stadig har det svært.

Send en besked

Skriv lidt om, hvorfor du henvender dig - så vender jeg tilbage til dig snarest.

Medlem af

Dansk Psykologforening

Integrationsterapeut v. 

Center for Psykedelisk Dannelse