Om du kalder dit problem for "angst", "depression", "stress", "afhængighed", "sorg", "OCD" eller "ADHD", så vil de indre og ydre dynamikker der ligger bag være unikke for dig.

Jeg forstår værdien der kan være i at genkende sig selv i en diagnose, og vide at man ikke er alene om sin måde at have det på. Det kan mindske følelsen af skam, der kan følge med det at have det dårligt.

Jeg tror dog, at når vi sygeliggør vores lidelse, så begynder vi ofte at kæmpe med den og ønske den bort, og risikerer dermed at skubbe den den endnu længere ind i os, mens vi overlader os selv til afmagt og eksperternes nåde.

Når vi derimod stopper kampen og kaster et lys på det, der smerter os, så kan vi forstå vi hvor normalt og helt ok det er, at vi har det sådan, og bevæge os mod accept og positiv forandring.

For mig er udfordringer er en naturlig og uundgåelig del af livet, som vi kan gro igennem, og ikke noget sygeligt, der skal bortmedicineres - ligegyldigt hvor uretfærdig, medfødt eller påført den end må være. 

Terapi er et sted, hvor vi kan begynde at møde vores udfordringer ansigt til ansigt, uden at skulle gøre det alene.

Non-patologiserende terapi stiller sig kritisk overfor det dominerende psykiatriske menneskesyn, og ser sygdomsforståelsen af psykisk lidelse som en barriere til forandring. Den er ubetinget nysgerrig på dig og dit unikke liv og væsen, og orienterer sig mod selvindsigt, selvaccept og autonomi.

Indsigten i IFS er, at vores psyke består af delpersonligheder, helt bogstaveligt forstået - også selvom du ikke er diagnosticeret med skizofreni eller det, der tidligere hed "multipel personlighedsforstyrrelse". Man genkender dem hurtigt fra tanker og følelser man måske har gået med hele livet, men som viser sig at være meget mere end "bare" tanker og følelser.

Når du siger, at en del af dig har lyst til ét, mens en anden har lyst til andet, så er det så sandt som det er sagt. Og når vi begynder at forholde os nysgerrigt til disse dele af os, så vil de kunne fortælle hele historier om, hvorfor de føler som de gør, om de er kede, vrede eller ængstelige - og hvorfor de siger til dig som de gør, om de er håbløse, bekymrede eller bebrejdende. 

I denne indre kommunikation kan vi opdage, at vi først og fremmest ikke er vores dele fuldkomment. Den indsigt - at det kun er en del af mig, der er angst - kan skabe enormt meget plads indeni, og gøre det nemmere at forholde sig til sig selv og andre på en empatisk måde, uden at blive overrumplet af følelser. 

Vi kan også opdage, at når vi forholder os nysgerrigt til vores dele, så gør vi det fra et sted i os, som har et bundløst overskud af omsorg. Kontakten til det sted, kan vi kultivere, så vi kan drage mere og mere på dets energiressourcer, og blive mere modige, mere ærlige, og mere kærlige.

Om du er plaget af ekstrem selvkritik, bekymring, apati, stress, afhængighed eller suicidalitet, så er det alt sammen forsøg fra dine dele på at beskytte dig fra at føle smerten fra dine sår, eller blive såret igen. Og de er sjovt nok ofte ret vellykkede, på deres egen selvdestruktive måde.

Din selvkritik presser dig, så du undgår andres kritik, din afhængighed dulmer følelserne af angst, og din suicidalitet tilbyder en betryggende ende på smerten. Dog volder deres uhensigtsmæssige tilgange ofte skade, og aktiverer derfor nye dele af dig, der atter forsøger at beskytte dig. 

Èn får dig til at undgå mennesker, så du ikke skal være så selvkritisk, men gør dig ensom i processen. En anden udskammer dig for din afhængighed, men får dig til at føle dig uduelig. En tredje søger mod afhængighed, som tilbyder en bedre løsning på lidelsen end døden.

Det vigtigste at forstå ved disse indre konflikter er, at dine dele ikke er deres roller. De vil meget gerne opgive dem så snart de forstår, at de ikke hjælper dig. Men ofte er deres forsøg på at beskytte dig udviklet tidligt i dit liv, hvor de var for unge til at vide bedre. Og ofte forsøger de at beskytte sårede dele af dig, som stadig bærer på byrder af håbløshed og mindreværd, og er fanget i fortiden hvor verden føles truende, som de ikke vil stoppe med at beskytte før de får hjælp.

Hvis dette vækker bare lidt nysgerrighed på dine mest hårdnakkede, ondsindede, bebrejdende, uretfærdige, skræmmende og triste indre stemmer, så er det præcis det, der er pointen. For uanset hvad du kæmper med lige nu, så kan kan det ikke løses af at du fortsætter kampen. 

I stedet kan det løses af at du bliver nysgerrig på, hvilke roller dine deler spiller i din smukke indre familie, takker dem for deres hårde, selvopofrende arbejde for at beskytte dig, og kærligt beder dem træde tilbage for en stund, og give dig plads til at hele dine sår. Derved sætter du dem fri fra deres beskytterrolle, og giver dem plads til at udfolde sig som de ønsker.

Inde bagved dine beskyttende og sårede dele har du en uskadelig kerne med en enorm selvhelende kraft - uanset hvor traumatiseret og skadet, du føler dig.

Denne kerne kaldes i IFS for Selvet, fordi når du er i kontakt med det, så er det der, du føler dig allermest dig selv. Det kendetegnes af kvaliteter, som du sikkert allerede kender til fra dit liv, ligesom dine beskytterdeles vrede, kritik og bekymring.

Nysgerrighed, mod, overskud, ro, klarhed, forbundethed og omsorgsfuldhed. Det er netop de kvaliteter, der kendetegner dit og alle andres inderste Selv - både dit dumme onkels, dit sure mosters, og dit helt eget.

Den vej til heling, IFS tilbyder, handler grundlæggende om at finde disse iboende kvaliteter frem, og rette dem mod de dele af dig, som har behov for det, og igennem processen gro ind i det, Schwartz kalder Selv-lederskab. På denne måde er IFS en terapiform, hvor du ikke er afhængig af en terapeut til at "behandle dig#, men i stedet bliver guidet til mere selvstændighed og og selvstyring i dit liv.

Men hvis du allerede har lige hvad der skal til for at hele dig selv, hvad skal du med en terapeut? Det er et godt spørgsmål. Erfaringen fra IFS viser, at der er meget man kan gøre på egen hånd, i fx meditation og selvrefleksion. Du kan finde mange øvelser online, og i bøger som "No Bad Parts" af Richard Schwartz.

Men når det kommer til de mest kritiske punkter i helingsprocessen - kontakten til ens mest sårede dele - så er det svært at gøre det uden ydre støtte fra én, der med kontakt til deres egen kerne guider én igennem processen. Uden denne hjælp kan det være svært at komme lige så dybt og undgå at blive overvældet.

Når vi tager en IFS-informeret tilgang til terapi, så forsøger vi altså fra starten at acceptere, at vi bag vores tanker og følelser har en hel indre verden beboet af en stor indre familie, som vi måske først nu skal til at lære rigtigt at kende. 

Dernæst forsøger vi at vække nysgerrighed på vores dele, og gøre vores bedste for at hjælpe dem - selv dem, vi har bekriget i årevis, og de der siger, vi ikke fortjener hjælp - og tro på, at vi kan være nysgerrige og omsorgsfulde overfor alle dele af os selv.

Klide: Internal Family Systems Therapy (Schwartz & Sweezy, 2019)

Jeg baserer mit arbejde som integrationsterapeut både på min egen erfaring med psykedeliske processer, og på at have faciliteret delingscirkler og støttende samtaler med folk, som har oplevet udfordringer fra dem. 

Jeg har siden 2017 engageret mig i det psykedeliske miljø og de danske organisationer omkring psykedelia, særligt Center for Psykedelisk Dannelse. Under mit studie var jeg en del af den psykedeliske forskergruppe på Rigshospitalet, hvor jeg lavede en undersøgelse af deltageres integrationsprocesser. Hvis du er interesseret kan du finde mit speciale om studiet, "The Process of Psychedelic Integration", her. 

Jeg har set folk opleve stor heling, men også komme grueligt til skade, ligesom jeg selv har skullet arbejdet mig igennem vanskelige terapeutiske processer. Jeg har derfor stor respekt for det arbejde, psykedelisk terapi er, og vægter etik, grundighed og medmenneskelighed højt. 

Jeg er under uddannelse som naturterapeut hos psykoterapeut-instituttet Human Education Group, og inddrager gerne naturterapeutiske elementer i samtalen. Her spiller krop og sanser, symbolik, kreativitet og eksistentielle temaer en større rolle, ligesom de gør det i psykedelisk terapi, hvilket med fordel kan bruges i integrationen.

Endeligt er jeg inspireret af "non-patologiserende" tilgange til sindet, såsom Internal Family Systems, systemisk-narrativ terapi og kritisk psykologi. Disse ser ikke lidelse som noget sygt, men opfatter alle oplevelser som normale og forståelige - også når den måde, du har det efter en psykedelisk oplevelse kan virke aldeles unormal.

Hvis du er et sted, hvor du kunne have behov for støtte til integration, så tag endelig kontakt! Så tager vi tage en snak om situationen, og hvordan du måske kan bruge mig.