Om du kalder dit problem for "angst", "depression", "stress", "afhængighed", "sorg", "OCD" eller "ADHD", så vil de indre og ydre dynamikker der ligger bag være unikke for dig.

Jeg forstår værdien der kan være i at genkende sig selv i en diagnose, og vide at man ikke er alene om sin måde at have det på. Det kan mindske følelsen af skam, der kan følge med det at have det dårligt.

Jeg tror dog, at når vi sygeliggør vores lidelse, så begynder vi ofte at kæmpe med den og ønske den bort, og risikerer dermed at skubbe den den endnu længere ind i os, mens vi overlader os selv til afmagt og eksperternes nåde.

Når vi derimod stopper kampen og kaster et lys på det, der smerter os, så kan vi forstå vi hvor normalt og helt ok det er, at vi har det sådan, og bevæge os mod accept og positiv forandring.

For mig er udfordringer er en naturlig og uundgåelig del af livet, som vi kan gro igennem, og ikke noget sygeligt, der skal bortmedicineres - ligegyldigt hvor uretfærdig, medfødt eller påført den end må være. 

Terapi er et sted, hvor vi kan begynde at møde vores udfordringer ansigt til ansigt, uden at skulle gøre det alene.

Non-patologiserende terapi stiller sig kritisk overfor det dominerende psykiatriske menneskesyn, og ser sygdomsforståelsen af psykisk lidelse som en barriere til forandring. Den er ubetinget nysgerrig på dig og dit unikke liv og væsen, og orienterer sig mod selvindsigt, selvaccept og autonomi.

Indsigten i IFS er, at vores psyke består af delpersonligheder, helt bogstaveligt forstået - også selvom du ikke er diagnosticeret med skizofreni eller det, der tidligere hed "multipel personlighedsforstyrrelse". Man genkender dem hurtigt fra tanker og følelser man måske har gået med hele livet, men som viser sig at være meget mere end "bare" tanker og følelser.

Når du siger, at en del af dig har lyst til ét, mens en anden har lyst til andet, så er det så sandt som det er sagt. Og når vi begynder at forholde os nysgerrigt til disse dele af os, så vil de kunne fortælle hele historier om, hvorfor de føler som de gør, om de er kede, vrede eller ængstelige - og hvorfor de siger til dig som de gør, om de er håbløse, bekymrede eller bebrejdende. 

I denne indre kommunikation kan vi opdage, at vi først og fremmest ikke er vores dele fuldkomment. Den indsigt - at det kun er en del af mig, der er angst - kan skabe enormt meget plads indeni, og gøre det nemmere at forholde sig til sig selv og andre på en empatisk måde, uden at blive overrumplet af følelser. 

Vi kan også opdage, at når vi forholder os nysgerrigt til vores dele, så gør vi det fra et sted i os, som har et bundløst overskud af omsorg. Kontakten til det sted, kan vi kultivere, så vi kan drage mere og mere på dets energiressourcer, og blive mere modige, mere ærlige, og mere kærlige.

Om du er plaget af ekstrem selvkritik, bekymring, apati, stress, afhængighed eller suicidalitet, så er det alt sammen forsøg fra dine dele på at beskytte dig fra at føle smerten fra dine sår, eller blive såret igen. Og de er sjovt nok ofte ret vellykkede, på deres egen selvdestruktive måde.

Din selvkritik presser dig, så du undgår andres kritik, din afhængighed dulmer følelserne af angst, og din suicidalitet tilbyder en betryggende ende på smerten. Dog volder deres uhensigtsmæssige tilgange ofte skade, og aktiverer derfor nye dele af dig, der atter forsøger at beskytte dig. 

Èn får dig til at undgå mennesker, så du ikke skal være så selvkritisk, men gør dig ensom i processen. En anden udskammer dig for din afhængighed, men får dig til at føle dig uduelig. En tredje søger mod afhængighed, som tilbyder en bedre løsning på lidelsen end døden.

Det vigtigste at forstå ved disse indre konflikter er, at dine dele ikke er deres roller. De vil meget gerne opgive dem så snart de forstår, at de ikke hjælper dig. Men ofte er deres forsøg på at beskytte dig udviklet tidligt i dit liv, hvor de var for unge til at vide bedre. Og ofte forsøger de at beskytte sårede dele af dig, som stadig bærer på byrder af håbløshed og mindreværd, og er fanget i fortiden hvor verden føles truende, som de ikke vil stoppe med at beskytte før de får hjælp.

Hvis dette vækker bare lidt nysgerrighed på dine mest hårdnakkede, ondsindede, bebrejdende, uretfærdige, skræmmende og triste indre stemmer, så er det præcis det, der er pointen. For uanset hvad du kæmper med lige nu, så kan kan det ikke løses af at du fortsætter kampen. 

I stedet kan det løses af at du bliver nysgerrig på, hvilke roller dine deler spiller i din smukke indre familie, takker dem for deres hårde, selvopofrende arbejde for at beskytte dig, og kærligt beder dem træde tilbage for en stund, og give dig plads til at hele dine sår. Derved sætter du dem fri fra deres beskytterrolle, og giver dem plads til at udfolde sig som de ønsker.

Inde bagved dine beskyttende og sårede dele har du en uskadelig kerne med en enorm selvhelende kraft - uanset hvor traumatiseret og skadet, du føler dig.

Denne kerne kaldes i IFS for Selvet, fordi når du er i kontakt med det, så er det der, du føler dig allermest dig selv. Det kendetegnes af kvaliteter, som du sikkert allerede kender til fra dit liv, ligesom dine beskytterdeles vrede, kritik og bekymring.

Nysgerrighed, mod, overskud, ro, klarhed, forbundethed og omsorgsfuldhed. Det er netop de kvaliteter, der kendetegner dit og alle andres inderste Selv - både dit dumme onkels, dit sure mosters, og dit helt eget.

Den vej til heling, IFS tilbyder, handler grundlæggende om at finde disse iboende kvaliteter frem, og rette dem mod de dele af dig, som har behov for det, og igennem processen gro ind i det, Schwartz kalder Selv-lederskab. På denne måde er IFS en terapiform, hvor du ikke er afhængig af en terapeut til at "behandle dig#, men i stedet bliver guidet til mere selvstændighed og og selvstyring i dit liv.

Men hvis du allerede har lige hvad der skal til for at hele dig selv, hvad skal du med en terapeut? Det er et godt spørgsmål. Erfaringen fra IFS viser, at der er meget man kan gøre på egen hånd, i fx meditation og selvrefleksion. Du kan finde mange øvelser online, og i bøger som "No Bad Parts" af Richard Schwartz.

Men når det kommer til de mest kritiske punkter i helingsprocessen - kontakten til ens mest sårede dele - så er det svært at gøre det uden ydre støtte fra én, der med kontakt til deres egen kerne guider én igennem processen. Uden denne hjælp kan det være svært at komme lige så dybt og undgå at blive overvældet.

Når vi tager en IFS-informeret tilgang til terapi, så forsøger vi altså fra starten at acceptere, at vi bag vores tanker og følelser har en hel indre verden beboet af en stor indre familie, som vi måske først nu skal til at lære rigtigt at kende. 

Dernæst forsøger vi at vække nysgerrighed på vores dele, og gøre vores bedste for at hjælpe dem - selv dem, vi har bekriget i årevis, og de der siger, vi ikke fortjener hjælp - og tro på, at vi kan være nysgerrige og omsorgsfulde overfor alle dele af os selv.

Klide: Internal Family Systems Therapy (Schwartz & Sweezy, 2019)

Du kender måske allerede til, at det at gå en lang tur udenfor i naturen - alene eller i snak - kan være en vej til at tænke klarere og have det rarere. Det samme kan gøre sig gældende i terapi. 

Forskningen viser, at gåterapi kan være mindst lige så effektiv som indendørs terapi, og den fremhæver en del fordele som gåterapi kan have over indendørs terapi:

• Rummet kan føles rarere. Når vi går ved siden af hinanden behøver vi ikke holde øjenkontakt. Vi er udenfor klinikkens rammer, som for nogen kan rumme et pres til at opføre sig formelt og bære sig på en bestemt måde.

• Hovedet kan føles klarere. Luften og bevægelsen kan gøre én friskere og mere koncentreret. Det kan gøre terapi mere tilgængelig for folk, der har svært ved at holde opmærksomhed indendørs og stillesiddende (hvem har ikke det, ærligt?)

• Tanker kan flyde friere. I naturen kan man føle sig længere væk fra de hverdagsomgivelser, man måske forbinder med sine udfordringer. Det kan løsne op i ens tænkning, give perspektiv, og skabe en større frihed til at udtrykke sig.

• Følelser kan opleves rigere. Naturen kan vække ens krop og sanser mere til live, og gøre at man føler og mærker mere. Disse sanseindtryk kan også være med til at åbne op for tanker og følelser, og derved fordybe terapien.

• Bevægelsen kan skabe ro. Den kontinuerlige gang kan få både krop og sind til at slappe af. Den kan også skabe et fordybende flow, der tillader mere komfortabel stilhed, med mere plads til at tænke efter og mærke ind.

• Relationen kan vække tiltro. Når vi går side om side et 'neutralt' sted bliver kontakten mere ligeværdig, og man kan føle sig sig mindre fanget, talt ned til og patologiseret, end når man er "patient" hos en behandlingsklinik.

• Gåturen kan inspirere. Det at komme ud og gå kani sig selv kan inspirere én til at inkorporere mere bevægelse og natur i ens liv. Det kan øge livskvaliteten og blive en del af den terapeutiske proces.

• Naturen kan imponere. Det at være i naturen kan også være betydningsfuldt i sig selv, idet den kan vække følelser af skønhed, ærefrygt eller forbindelse til noget større. Her kan ens problemer føles små i relation til den store verden.

... Og endeligt, selvom vi måske ikke tør indrømme det, så gør alle de ting sig også gældende for os terapeuter, så vi er i stand til at være mere vågne og til stede med dig, og yde bedre terapi. Alle er glade hvis mor er glad, og du vil hellere møde en terapeut som elsker sit arbejde, end én der sygner hen indenfor på klinikken.

Kilde: The British Psychological Society (2020): The use of talking therapy outdoors

Jeg er ikke stor fan af at referere til neurobiologiske studier når det kommer til terapi, da du ikke har nogen måde selv at bekræfte påstandene på egen krop, som du kan med de ovenstående (så skal du i hvert fald selv tage blodprøverne og EKG'en). I terapi- og wellnesskulturen findes der for mange påstande om mirakuløse effekter fra nye, "alternative" terapiformer, og det er ikke en diskurs jeg gider at bidrage til.

Fysiologiske fordele bliver dog ofte nævnt i forbindelse med gåterapi, så jeg vælger at tage dem med, for samtidig at understrege at påstandene (såvidt jeg kan se) oftest baserer sig på mere generel viden om hvad bevægelse gør ved kroppen, og ikke studier af gåterapi specifikt. Men hvis resultaterne er overførbare, kan gåterapi...

• reducere blodtryk og kortisol, som bidrager til mindre stress og angst, bedre søvn og lavere risiko for sygdomme.

• øge produktionen af neurotransmittere som dopamin, serotonin og noradrenalin, der har at gøre med humørregulering.

• øge BDNF (brain-derived neurotrophic factor), der hænger sammen med udvikling af nye nervebaner.

• have en tilsvarende antidepressiv effekt som medicin.

Uanset de mulige sundhedsfordele tror jeg bevægelse spiller mindst én vigtig rolle:

Selvom gåterapi ikke er hård træning kan bevægelsen alligevel godt give én en form for "runners high", måske fra alle de lækre fysiologiske processer.

Bevægelsesmeditationer som yoga, tai chi og qigong er blevet brugt i årtusinder til at komme i dybere kontakt med det indre, så bevægelse - hvad end de målbare fysiologiske processer har at gøre med det - kan fremkalde en let forandret bevidsthedstilstand, som kan være brugbar i terapi.

Kilde: American Psychological Association (2011): The exercise effect.

At "lade naturen assistere" kan for nogen være et sted, hvor kæden hopper af, og tingene begynder at føles lidt for alternative. Skulle det kunne hjælpe på min depression at jeg krammede et træ? Det kunne det måske godt, men det er vigtigt først at forstå formålet. Det følgende er den måde, jeg igennem min uddannelse som naturterapeut hos Human Education Group er kommet til at forstå det:

I naturterapi giver vi det abstrakte, som ellers havde fløjet frit og uhåndgribeligt mellem os i samtalen, konkrete repræsentationer. Vi skaber et "fælles tredje", forankret i håndgribelige, levende objekter, som vi sammen kan undersøge, og som vækker vores fantasi. Når vi åbner for sansernes og symbolernes verden, så kommer vi nærmere i kontakt med vores ubevidste og al den kreative kraft, der findes der.

Træer bliver til familiemedlemmer, himlen bliver til håb og drømme, og bladenes hvisken til kærlige stemmer. Du kan føle på barken og opdage den skal, din far var pakket ind i, som gjorde det svært for dig at nå ham som barn. Du kan kigge på skyer der ændrer sig, og indse hvor langt du er kommet siden teenageårenes kaos og usikkerhed. Du kan læne dig ind i buskadset og føle omfavnelsen af alle dem du savner, som du skal huske at holde fast i for ikke at miste dig selv.

I naturterapi er sindet i verden, og verden i sindet. Kroppen og sanserne bliver et fartøj på en rejse, som ikke længere er begrænset til klinikkens eller hjerneskallens indskrænkende vægge. Indsigter bliver til oplevelser, til møder med verden - ikke flygtige idéer men indtryksfulde minder brændt fast på nethinden, som gør det nemmere at huske det, du har lært, efter terapitimen er overstået.

Naturterapi er en øvelse der tager tid, som kan føles akavet og useriøs. Men det er en øvelse, som kan skabe en mere legende, mere kraftfuld, mere levende omgang med verden - som kan kultivere en sensitivitet og åbenhed overfor de mere åndelige og eksistentielle lag af tilværelsen, og få én til at føle sig som en del af noget større.

Kilde: Tilbage til naturen: En bog om naturterapi (Camacho, Rimpler & Wiklund, 2020)

Jeg baserer mit arbejde som integrationsterapeut både på min egen erfaring med psykedeliske processer, og på at have faciliteret delingscirkler og støttende samtaler med folk, som har oplevet udfordringer fra dem. Det gør jeg som en del af mit arbejde hos Center for Psykedelisk Dannelse. 

Jeg har siden 2017 engageret mig i det psykedeliske miljø og de danske organisationer omkring psykedelia. Under mit studie var jeg en del af den psykedeliske forskergruppe på Rigshospitalet, hvor jeg lavede en undersøgelse af deltageres integrationsprocesser. Hvis du er interesseret kan du finde mit speciale om studiet, "The Process of Psychedelic Integration", her. 

Jeg har set folk opleve stor heling, men også komme grueligt til skade, ligesom jeg selv har skullet arbejdet mig igennem vanskelige terapeutiske processer. Jeg har derfor stor respekt for det arbejde, psykedelisk terapi er, og vægter etik, grundighed og medmenneskelighed højt. 

Jeg er under uddannelse som naturterapeut hos psykoterapeut-instituttet Human Education Group, og inddrager gerne naturterapeutiske elementer i samtalen. Her spiller krop og sanser, symbolik, kreativitet og eksistentielle temaer en større rolle, ligesom de gør det i psykedelisk terapi, hvilket med fordel kan bruges i integrationen.

Endeligt er jeg inspireret af "non-patologiserende" tilgange til sindet, såsom Internal Family Systems, systemisk-narrativ terapi og kritisk psykologi. Disse ser ikke lidelse som noget sygt, men opfatter alle oplevelser som normale og forståelige - også når den måde, du har det efter en psykedelisk oplevelse kan virke aldeles unormal.

Hvis du er et sted, hvor du kunne have behov for støtte til integration, så tag endelig kontakt! Så tager vi tage en snak om situationen, og hvordan du måske kan bruge mig.

I Center for Psykedelisk Dannelse (Cepda) arbejder jeg med projekter, som udbreder viden, skaber fællesskab og sikrer trygge rammer omkring psykedeliske oplevelser i Danmark. Vi arbejder for at skabe et nuanceret blik på psykedelia, der hverken glorificerer deres positive virkninger eller dæmoniserer deres potentielt skadelige effekter. 

Mange finder stor gavn af psykedeliske oplevelser, men mange oplever også svære og vedvarende udfordringer efter disse oplevelser, som kan kræve støtte at komme igennem. Her kan det hjælpe at finde viden, fællesskab og nogen at snakke med, der forstår én. Hvis du vil høre mere om os, så besøg Cepda.dk, og se en kort video-explainer her.