Priser og ydelser


Alle forløb indledes med en gratis telefonisk forsamtale.

Terapi i Terapihaven (60 min)

Vi mødes i naturen ved Terapihaven på Vestre Kirkegård - Kbh SV. 

850kr

Terapi hos Nordic Health House (60 min)

Vi sidder i et af de hyggelige lokaler hos Nordic Health House (NOR) i Kbh NV.

850kr

Online-terapi (60 min)

Vi kobler op med hinanden på video - link fremsendes forud for samtalen.

850kr

Terapi til nedsat pris (60 min)

Jeg tilbyder terapi til nedsat pris til lavindkomstgrupper, fx studerende på SU, dagpenge-/kontanthjælpsmodtagere og folk der har fået tilkendt førtidspension mm. Tag kontakt, så snakker vi om din situation.

700kr

BEMÆRK:

  • Jeg tager ikke imod forsikringsklienter eller henvisning fra lægen. 
  • Jeg tager kun et begrænset antal klienter til nedsat pris ad gangen.
  • Når du booker på bookingplatformen, vælger du ikke tid med det samme - tid aftaler vi efter du tager kontakt.

Tider

Torsdag 10-18

Fredag 10-18

Jeg har i øjeblikket kort ventetid.


Afbudspolitik

Jeg modtager afbud senest 24 timer før sessionen.

Ved afbud indenfor 24 timer af sessionen hæfter du for prisen af evt. lokaleleje (NOR).

Ved udeblivelse fra sessionen uden afbud opkræves den fulde pris.

Terapi i Terapihaven

Hvordan foregår udendørs terapi?

Naturterapi og gåterapi er en "alternativ" tilgang, der rykker terapien indefra klinikkens fire vægge, ud under åben himmel. Vi mødes i Terapihaven i den flotte natur på Vestre Kirkegård - i sol, regn, kulde, varme, lys og mørke.

Det kan være du kommer fra en travl hverdag, eller skal tilbage til én, så jeg gør meget ud af, at du lander godt - både før og efter sessionen. Jeg kan have tæpper, siddeunderlag og varmt med på termokanden, så vi har det behageligt, uanset vejret.

Med udendørs terapi kan det være vi går hele timen, eller finder en hyggelig krog at sidde i. Undervejs kan kroppen, sanserne og omgivelserne inddrages. Vi sænker måske farten hvis det går for stærkt, stopper op og mærker efter, og lader træer, lys eller himmelen illustrere det vi snakker om, så vi kan undersøge det fra flere vinkler.

Til sidst ender vi tilbage på bænken hvor vi startede og integrerer sessionen, så du bliver bevidst om hvad du kan tage med videre, og måske skal være ekstra opmærksom på til næste gang vi ses.


Spørgsmål til udendørs terapi

Måske giver idéen om at kombinere terapi med natur og bevægelse allerede god mening for dig, men man kan stadig have nogle helt naturlige forbehold. Hvis du har andre spørgsmål end dem forneden, kan du altid række ud.

Kommer jeg til at tude i offentligheden?

For mange er det sårbart at vise følelser, så det er meget forståeligt, hvis man føler sig mindre tryg ved tanken om at gøre det udenfor. 

Terapien foregår på en stor kirkegård med relativt få mennesker, mange skjulte småstier og hyggelige kroge, så det ikke føles ligeså offentligt. 

Kirkegården er også et sted, hvor folk allerede kommer for at reflektere, meditere og sørge, så det føles mere socialt acceptabelt at udtrykke følelser, snakke dybt og bevæge sig langsomt her. Det er det, rammerne er skabt til.

Hvis du alligevel synes det føles for offentligt, kan vi altid aftale at mødes indenfor i stedet.

Hvad hvis vi møder nogen, jeg kender?

I udgangspunktet hilser vi maksimalt på, hvis vi møder nogen vi kender, så det forstyrrer terapien mindst muligt - men det er op til dig.

Hvis du ikke vil fortælle at det er terapi, så kan vi bare sige at vi er midt i noget og ikke har tid til at snakke, eller fortælle at vi arbejder sammen (hvilket ikke er løgn). 

Det er generelt er en sjældenhed at vi støder ind i nogen, så det er ikke noget, du behøver bekymre dig meget om.

Hvad med vejret?

Med terapi i naturen gælder det,  at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Hvad end vi møder derude, er noget, vi kan arbejde med. 

Det skal man selvfølgelig være indstillet på når det bliver koldt og mørkt, eller pludselig styrter ned på terapidagen. 

Hvis det er helt grelt har vi dog også mulighed for at søge indendørs i lokalerne hos Nordic Health House, men det kræver lidt fleksibilitet.

Er det kørestolsvenligt?

Ja faktisk, hvis du har nogen til at køre dig - ellers gør jeg det da gerne! Der er masser af lækre stier på kirkegården, og adgangen er relativt nem. 

Jeg har aldrig haft en klient i kørestol, men du er mere end velkommen til at være den første!



Terapi hos Nordic Health House (NOR)

Nordic Health House er et behandlerhus med en holistisk tilgang til sundhed, hvor der både er psykologer, psykoterapeuter, fysioterapeuter, kropsbehandlere mm. 

Der er caféområde, tagterrasse og hyggelige siddekroge alle vegne, hvor du kan slappe af. Der er også et tilhørende yogastudie til hvis du har lyst til at komme ned i kroppen før eller efter terapien.